FREMTIDSFORSKNING - internationalt

Fremtiden har altid været forbundet med angst og har derfor fra den tidligste oldtid været forbundet med alle mulige angstreducerende praksiser og tro på hjælpe ånder der vidste bedre, som Oraklet i Delphi eller Mimers brønd, for at nævne et par af dem vi kender fra mytologien.

Fra markedspladser kender vi spåkoner, tarokkort, sandsigersker mm, der lever af folks længsel efter at få svar om fremtiden. 

​

Fremtidsforskning, som vi praktiserer den i dag, har stort set udviklet sig siden Anden Verdenskrig, og har baseret sig på at få overblik over data der kan kvalificere et fremtidssyn. 

​

I USA var den første William Ogburn, der i løbet af mellemkrigstiden udførte banebrydende arbejde med sin 'President's Research Committee on Social Trends' (1933), efterfulgt af en rapport om 'Technological Trends and National Policy' bestilt af Franklin Roosevelt.

Men den egentlige start af moderne fremtidsforskning fandt sted umiddelbart efter Anden Verdenskrig, initieret af det amerikanske luftvåben. De bestilte Theodore von Karman til at undersøge tekniske fremskridt, der kunne være af militær interesse ('Mod nye horisonter', 1947), men størst betydning fik flyselskabet Douglas Aircraft, der et par år senere igangsatte et forsknings- og udviklingsprojekt (Rand Project) om internationale konflikters betydning.

Ud af dette projekt startede et af de første fremtidsforskningsorganisationer Rand Corporation (1948), hvor de fleste af de mere eller mindre 'formaliserede' fremtidsforskningsmetoder senere blev udviklet på opfordring af Olaf Helmer, Theodore J Gordon og Herman Kahn (forfattere af et værk om den termonukleare krig) - især Delphi-metoden og vigtigst af alt scenarimetoden. Disse tre personer oprettede Institute for the Future, the Future Group og Hudson Institute.

Dette var også på den tid, hvor de første bekymringer omkring vor forbrug af naturens ressourcer dukkede op (Paley Report).

I Frankrig i slutningen af ​​1950'erne genopfandt Gaston Berger udtrykket 'Prospective' i en artikel offentliggjort i La Revue des Deux Mondes (1957), og Bertrand de Jouvenel opfandt udtrykket 'futuribles', som han lancerede i 1972 i hans bog L'Art de la Conjecture [The Art of Conjecture] med henvisning til den gruppe, han oprettede i 1960. Begge blev drevet af bekymringer, der overvejende var humanistiske og samfundsmæssige.

Lignende grupper voksede hurtigt i Frankrig på initiativ af oprindeligt Groupe d'études-prospekterne, som havde omkring tredive medlemmer (intellektuelle, lærere, industrielle og højtstående embedsmænd), derefter af Futuribles International Committee, der i starten bestod af intellektuelle fra omkring tyve forskellige lande - heriblandt Selskabet for Fremtidsforskning i Danmark.

Ifølge Edward Cornish, forfatteren af ​​et meget omfattende værk om bevægelsen, opstod fremtidsforskningen i Frankrig som reaktion på nederlaget i 1940 og byggede på mellemkrigstidens 'eksistentialistiske' tankegang.

Fremtidsforskningen udviklede sig også andre steder i Europa: 'Mankind 2000' gruppen, for eksempel. Der var også mange 'fremtidsforskere' i 'Rom-klubben', oprettet og ledet af Aurelio Peccei i de meget tidlige år af 1970'erne, der blev særlig berømt da de udgav bogen:  "The Limits to Growth" i 1972, kort før den første oliekrise. 

1970'erne var det årti, hvor en række fremtidsforsknings organisationer så dagens lys, bla Club of Rome, World Futures Studies Federation, World Economic Forum, Copenhagen Institut for Future Studies osv. 

Der blev i 70'erne afholdt store internationale konferencer, der blev etableret regeringsprogrammer indenfor fremtidsforskning, bla det svenske sekretariat for futures studies, SESAME-gruppen inden for det franske nationale agentur for fysisk planlægning osv., de første private konsulentfirmaer (Société d'économie et de mathématiques appliquées / SEMA), efterfulgt af internationale programmer inden for FN, Leontieff-rapporten om Fremtiden for verdensøkonomien (1976), OECDs Interfutures-programmet, ledet af Jacques Lesourne (1979) og Europa-Kommissionen, hvor Jacques Delors oprettede en 'prognoseenhed' sammen med Henning Christoffersen og i England udviklede fremtidsforskningsstudier på foranledning af Sam Cole og Ian Miles, ved University of Manchester's Institute of Innovation Research.

​

Efterspørgselen efter fremtidsforkningen gjorde at også en række internationale konsulentfirmaer slog sig ind på den bane bla Global Business Network, oprettet af Peter Schwartz eller Coates & Jarrat Institute.

Fremtidsforskningen har ændret sig med årene bla p.gr.a. finansieringen. I dag er nationale regeringer mindre ivrige efter store fremtidsundersøgelser og fremtidsprognoser af den art, der blev udført i 1970'erne og 80'erne.

Der er opstået nye tendenser, der kan betegnes som 'fremsyn tilbage til nutiden', som inddrager vigtigheden af ​​aktørernes inddragelse i valg af en ønskelig fremtid og en fremtidsforskning, der mere er målrettet en scanning af mulige fremtider. I stedetfor "forcarsting" breder der sig nu en fremtidsforskningsmetode kaldet "backcasting", hvor man på baggrund af en valgt fremtid laver handleplaner tilbage til nutiden.

Fremtidsforskningen har derfor ændret sig fra at være prognose orienteret til at være trend spottende og mulighedskabende. 

​

Hvor betegnelsen 'Fremtidsforsker' (Futurist) hidtil har været frit tilgængelig, opstod der i 2003 en international forening for fremtidsforskere "Association of Professional Futurists", der stille krav til medlemskab. I 2017 har den yderligere udviklet en model for fremtidsforsker kompetencer: "Building Foresight Capacity: Toward a Foresight Competency Model", der i stil med andre erhverv definere sig i forhold til et sæt kompetencekrav.

​

Kilder:

https://academic.oup.com/ahr/article/117/5/1411/41933

https://www.futuribles.com/en/

https://en.wikipedia.org/wiki/Outline_of_futures_studies

http://artikelbibliotek.fremtidsforskning.dk/?page_id=256

http://artikelbibliotek.fremtidsforskning.dk/?page_id=261

https://www.andyhinesight.com/wp-content/uploads/2016/03/93-Framework-Foresight.pdf

​

​