Trump formår at skabe drama i sit eget show til det sidste, men nu er dramaet blevet dødelig alvor, fordi han notorisk vil ødelægge demokratiet. Skal politiske forbrydelser kunne begås ustraffet? Spørgsmålet er også aktuelt i Europa, selv i Danmark
Hugo Gaarden // 07.01.2021
Donald Trump viste sit sande jeg, da han stimulerede sine tilhængere til at angribe det amerikanske parlament for at standse den formelle godkendelse af præsidentvalget.
Han bragte demokratiet på kanten, men det overlevede knebent og blev i virkeligheden til et drønende nederlag for ”vinderen” Trump. Trump og republikanerne har mistet magten i hele det politiske system. Retssystemet med Højesteret i spidsen har afvist alle Trumps løgnagtige påstande om svindel og et stjålet valg. Demokratiet fungerer.
Trump har reageret som i en bananrepublik og har brugt de metoder, han har drevet virksomhed med: Gør dine modstandere møre, selv med gangster-metoder.
Trump har vist en sådan foragt for lovgivningen og demokratiet, at det bliver nødvendigt at diskutere, om politikere per definition skal straffes, når de bryder loven og forfatningen, som alle ikke-politiske forbrydere. Skal de fratages retten til at stille op til et valg?
New York Times skriver i en leder efter opstanden, at Trumps forsøg på at påvirke valgresultatet er en forbrydelse, der bør føre til en rigsretssag eller kriminel sag. ”Præsidenten må gøres ansvarlig.” I en tidligere leder skrev avisen, at Trump også bør fratages retten til at stille op til et politisk embede. Den mulighed eksisterer i forfatningen.
Trumps løgnehistorier om valgfusk, hans forsøg på at tvinge personer til at ændre valgresultatet og hans seneste opbakning til den voldelige opstand er så horrible, at USA bliver nødt til at hindre gentagelser. USA tvinges til at tage et opgør med dem, der vil tage og bevare magten med udemokratiske metoder.
Det stiller republikanerne over for en prøve, eftersom de hidtil har ladet Trump overtage partiet. På det allerseneste har de fleste republikanere i Kongressen dog erkendt valgresultatet. Partiet kan formentlig kun overleve, hvis dets ledere siger til vælgerne: ”Trump snød os - og jer.”
Hvis ikke, kan Trump blive den stærkeste politiske bevægelse i de næste fire år, fordi næsten halvdelen af vælgerne – hidtil – har troet på hans påstande om ”det stjålne valg.” Han skovler penge ind til næste valgkamp – indtil nu halvanden milliard kr. Han kan bruge pengene til hvad som helst, også til at redde sit underskudsgivende firma, som har en skatteregning på over 600 milliarder kr. og som skal forny en bankgæld på ca. 3 milliarder kr. i de næste år.
Trump véd, han trues af retssager, og han har benådet flere personer end nogen anden præsident i håb om selv at slippe af krogen, og har undersøgt, om han kan benåde sig selv. Den eneste, der kan gøre det, er vicepræsident Mike Pence, hvis Trump overdrager magten til ham inden den 20. januar. Pence kan dog kun give ham immunitet for forbundsforbrydelser, dvs. skærme ham mod en rigsretssag, mens Trump kan retsforfølges på statsniveau om f.eks. skattesnyd og finansiel kriminalitet.
Pence er i en penibel position. Han har hidtil været loyal over for Trump, men han var formelt ansvarlig for den stemmeoptælling, som Trump ville spænde ben for, og som pålagde Pence at udråbe Joe Biden som vinder.
Pences balancegang kan måske gøre det muligt for ham at få Trump til at forlade Det hvide Hus relativ stilfærdigt, og som kan hele den dybe konflikt hos republikanerne om holdningen til Trump. Det vil også gøre det lettere for Pence at stille op til præsidentvalget i 2024.
USA og resten af verden fik et chok, da Trump nægtede at erkende valgnederlaget i november, til trods for hans lange synderegister. Han forsøgte at presse Ukraines præsident ved at tilbageholde lovet militærhjælp til Ukraine. Han forsøgte at få militæret til at foretage et angreb på Iran i november, formentlig for at skabe en situation, der kunne forplumre valgresultatet. Sager som disse førte for nylig til et uhørt skridt fra de seneste 10 nulevende forsvarsministre fra begge partier. De advarede mod at bruge militæret for at ændre valgresultatet. Langt ind i forsvaret har der altså været frygt for, om Trump ville bruge militæret for at bevare magten.
At frygten er velbegrundet, er dokumenteret de seneste dage. Nu har alle set Trumps hensigter. USA har været på vej til at glide ind i et ”moderne” autoritært styre med betydelig folkelig opbakning. USA står dermed over for en gevaldig genopbygningsopgave, nemlig at redde demokratiet. Det kan kræve ændringer af valgsystemet og af den konfrontatoriske praksis, der har udviklet sig i Kongressen, og som kulminerede de seneste dage.
Men det er en opgave, der også gælder i Europa. I Polen og Ungarn har der været autoritære tendenser. Begge lande har brudt grundprincipperne i EU og har forsøgt at spænde ben for EU’s finanser ved at bruge veto-retten. EU væltede bestræbelserne ved for første gang at true med at suspendere veto-retten og lade ”de villige” træffe afgørelser og udelukke de vrangvillige. Det viste en demokratisk styrke i EU, men det blotlagde også en svaghed i EU-konstruktionen.
Selv i Danmark har to aktuelle sager vist et problem om ministres overholdelse af lovgivningen, nemlig om regeringens nedlukning af minkerhvervet uden lovgrundlag og om Støjberg-asylsagen. Inger Støjberg nægtede, at hun som minister brød loven vedr. tvangsadskillelse af unge asylpar med den begrundelse, at hun ikke havde givet en klar ordre om at bryde loven. Hun har formentlig ikke forstået Højesterets dom i tamilsagen. Hér gjorde Højesteret det klart, at det ikke er afgørende, om en minister formelt kræver at bryde loven. Det afgørende er, om en minister – uudtalt - får sine embedsmænd til at gøre noget, der er ulovligt.
Det er altså hensigten, der er kernen, ikke en konkret ordre. Det er også kernen i Trumps hærgen. Hans hensigt var at bevare magten uden hensyn til loven og vælgernes afgørelse. Spørgsmålet er, om begge amerikanske partier vil have Trumps hensigt prøvet ved domstolene – og om samtlige danske partier vil have prøvet lovovertrædelser ved domstolene eller Rigsretten. Vil partierne i demokratierne vedtage en praksis, så lovbrud har lige så stringente og hurtige konsekvenser som alle andre lovbrud uden for den politiske verden – uden forudgående kommissionsundersøgelser?
Comentários